Søen i Skoven

Langt ude – i den Vestjyske natur – i den idylliske Aal Præstesø viser jeg lige nu en hæklet lysinstallation. Det er en sanselig installation som smelter sammen med stedets skønhed til en æstetisk og meditativ helhed, hvor referencerne i værket samtidig står i skærende kontrast til alt det smukke. Det handler om tiden efter 2. Verdenskrig, hvor Danmarks største flygtningelejr var placeret i området her, og en kaotisk tid udspillede sig for op til 35.000 flygtninge.

Installationen består af 18 hæklede skulpturer i forskellige hvide nuancer placeret i vandet nær bredden. Det håndværksmæssige aspekt indikerer en respekt for det alment menneskelige behov for at pynte omkring sig og skabe kulturelle oplevelser for sig selv og hinanden. I tiden under flygtningelejren her manifesterede dette behov sig bl.a. i teaterforestillinger, hvor kulisserne på grund af materialemanglen blev fremstillet af papir, strå og sækkelærred.

Ved skumringstid tænder solcellelys i alle skulpturerne. Lyset i den mørke skov fremhæver områdets nu så fredelige karakter, og skaber kontrast til det utrygge liv som flygtning – dengang som nu.

For at komme til værket kan man parkere på p-pladsen på Præstegårdsvej ved Oksbøl eller man kan gå fra Oksbøl gennem en af stierne i Aal Klitplantage.

Projektet er støttet af Aal Fonden, Varde Kunstudvalg, Lida og Oskar Nielsens Fond samt Grethe og Sigurd Pedersens Fond.

Find vej:

Med GPS kan stedet findes på disse koordinater: 55.6370215, 8.2587164 eller på googlemaps

Se gå rute på kort:

kort præstesøen web

Værket kan ses til d. 28. september i år.