I Danmarks Jord – Digt

I Danmarks Jord.
O Erde Dänemarks.

Du, Danmarks jord, du gav os et tilflugtssted.
Giv nu også vore trætte døde et sidste hvilested!
O, Erde Dänemarks, die Zuflucht uns geboten.
Gib letzte Ruhestatt uns´ren müden Toten!

Af din fylde ønsker vi blot denne lille kiste af fyrretræ
og dette sand til dem.
Wir wollen nichts für sie aus Deiner Fülle
Als diesen kienenen Sarg und diesen Sand.

Tag til dig i dit mørke den forpinte skal,
bragt til dig af krigens storm som et vissent blad.
Nimm in Dein Dunkel die zerquälte Hülle,
Vom Sturm des Krieges zu Dir hergetragen,
Verweht wie welkes Herbstlaub überm Land.

Du jord, blid som en gammel kvindes hånd!
O Erde, sanft wie einer Greisin Hand!

Endnu på deres dødsleje lyttede de efter bruset af fyrregrene
som i klitskoven derhjemme ved stranden.
Sie hörten tröstlich noch auf ihrem Schragen
Der Kieferwipfel Rauschen, wie am Strand
Daheim den Dünenwald.

Din havfriske ånde gik ind i deres sidste drømme.
In ihre letzten Träume, ging Deiner Seeluft Atem.

Endnu en gang så de hjemmets stuer inden ødelæggelsen,
og de glemte adskillelse, flugt og brand,
og alt var som i forgangne dage.

Und sie sah´n noch einmal unzerstört vertraute Räume,
Und sie vergassen Trennung, Flucht und Brand,
Und alles war wie in vergangenen Tagen.

Og gennem den stumme nat –
som om nogen havde åbnet dørene –
hørtes i det fjerne den sprøde klang fra landsbyens klokke.
Und durch die stumme Nacht –
Als hätte wer die Türe aufgemacht –
Klang fernher einer heiseren Dorfuhr Schlagen.

Der lød rumlen af vogne på gaden,
og alt var fortroligt og velkendt.
Es rollte von der Strasse wie ein Wagen,
Und alles war vertraut und wohlbekannt.

Den svage klang af en le op af væggen,
en gløden som skæret fra en hvid kerte.
Es klirrte leis´ wie Sense an der Wand,
Und glomm wie einer weissen Kerze Schein.

„Tavs trådte du ind, du gode nabo! Du lugter af jord.
Ræk mig din hånd. Det var godt, du kom!”
”O guter Nachbar, leise tratest Du ein!
Du riechst nach Acker. Reich mir Deine Hand.
Gut, dass Du da bist!“

Og så sov de hen.
Und sie schliefen ein.

Du jord, se, kun vore hjerter græder.
Du, som er barmhjertig, tag du imod vore stakkels små!
O Erde sieh, nur unsre Herzen weinen.
Nimm hin, Barmherzige, unsre armen Kleinen!

Med mælk og brød har du madet dem mildt,
vug du dem i søvn, for de har hverken far eller mor.
Du hast mit Milch und Brot sie mild gespeist,
Nun wiege sie ein! Denn sie sind ganz verwaist.

Efter store trængsler hviler de ud.
Von allzuviel Erleben ruhn sie aus.

En buket af anemoner, brændt af frosten.
Ein frostverbrannter Anemonenstrauss.

Over hjemstavnen, aldrig rigtig deres,
stod blod og brand.

Ûber der Heimat, die sie nie gekannt,
Stand Blut und Brand.

Undfanget i det korte gensyns rus,
båret af sted på snedækkede veje.

In kurzem Wiedersehens Rausch erzeugt,
Getragen auf verschneiten Wanderwegen.

Ak, kun nød har bøjet sig over dem, had forbandet dem.
Ach, Not nur hat sich über sie gebeugt,
Hass sie verflucht.

Forfærdelse ved sirenernes hylen var deres første bevægelse;
og flygtnigeskibe var deres vugge.
Es war ihr erstes Regen entsetzen bei dem Heulen der Sirenen;
Und Flüchtlingsschiffe waren ihre Wiegen.

De vidste ikke, hvor roligt børn ligger
i små, hvide krybber i hjemmets blide varetægt –
det tag, som skærmede dem, var lånt, som det tøj de bar.

Sie wussten nicht, wie ruhig Kinder liegen
In weissen Krippchen, sanft daheim umsorgt –
Dach, das sie schirmte, war wie Kleid geborgt.

Du jord, du var hjemstavn for de små!
Kun dig har de kendt som moder.

Du Erde, warst der Kleinen Heimatland!
Sie haben Dich als Mutter nur gekannt.

De uskyldiges blik genspejlede kun
dine skyers vandring som i det klare vand.

Spiegelnd wie Wasser warf unschuldiger Blick
Nur Deiner Wolken Wanderung zurück.

Tørstigt drak den uskyldige mund af dit væld,
uskyldige hænder famlede efter dine gaver,
Unschuld´ger Mund trank durstend Deine Labe,
Unschuld´ge Hand griff tastend Deine Gabe.

Og din sol var den første lykke,
den eneste jord, som blev deres her!

Und Deine Sonne war das erste Glück
Das einzige, Erde, das sie hier gekannt!

Du danske jord, du som gav os ly,
til din fred overlader vi vore døde.

O Erde Dänemarks, die Zuflucht uns geboten,
Wir lassen Deinen Frieden uns´ren Toten.

Fra din beskærmelse er der intet mere, som kan drive dem bort.
Aus Deiner Hut kann nichts mehr sie vertreiben.

Vi vil vandre videre, men de bliver her,
og går med barnets tillid ind i dig,
og bliver jord af din jord.

Wir werden weiter wandern, Sie nur bleiben,
Und gehen wie ein Kind vertrauend in Dich ein,
Und werden Staub von Deinem Staube sein.

Agnes Miegel.