Menneskebad – Mennesket ved åen – Katalog

Kate_skjerning_katalog_2014_forside_640pxKataloget er til salg for 50 kr. hos Janus Bygningen, boghandlerne i Varde og Esbjerg, turistkontorerne i Blåvand og Henne, Henneberghus og Varde Museum.

Den kan bestilles pr mail for 50 kr. plus 24 kr. i porto.

Se Katalog (pdf)


Menneskebad og Mennesket ved Åen – flokken og den enkelte

Af kunsthistoriker Lone Schloo Erhardsen

Uden kontraster intet liv. Uden sort kan man ikke se hvid. Lodrette markeringer gør opmærksom på vandretheden – som Svend Wiig Hansens Mennesker ved Havet lige nord for Esbjerg peger på kystens flade linjer. Og kvinden bagved komplementerer den stærke mand foran, hvis mundheldet altså står til troende.

Når vi afkoder vores omverden, anvender vi systemer og kasser, som vi kan sortere indtryk, oplysninger og genstande i. Vi søger efter mønstre, der er genkendelige, så mennesker, natur og kultur i det store og hele forbliver dejligt trygge.

Men der er ofte bøvl med at få de ikke altid lige indlysende modsætningspar til at mødes. Vi husker os selv på, at vi ikke selv er en simpel forekomst af få dimensioner, som andre bekvemt kan putte i en kasse for klart definerede personer. Vores virkelighed er i flertal: vi opererer med virkeligheder. Og i hver af disse er der egne indbyggede kontraster, som regelsæt skal hjælpe os til at begribe, favne, danse med.

Hvad alt dette har med Kate Skjernings seneste grafik og de 61 lyskugler i Varde Å at gøre?

Jo, kontrasterne i hendes værker er mere end de umiddelbart synlige. Her er tale om en dobbelt-udstilling: En klassisk udstilling i et udstillingsrum i Kongens stad – og en intervention, et stykke land art, der gør noget ved en stump natur i Vestjylland. To modsætningsfyldte adresser og to radikalt forskellige kunstudtryk. I den bedste af alle verdener er det det samme publikum, der ser begge udstillingerne. I praksis er det på den ene side af landet sandsynligvis tilfældige billister mellem Esbjerg og Skjern/Herning, der kan opleve en uventet poetisk pointering af Varde ådals natur. Medens det på den anden side af landet muligvis er storbytravle nysgerrige, der mere eller mindre bevidst opsøger noget kunst at se på og fundere over.

Hvordan kan så modsætningsfyldte kunstoplevelser fungere sammen og samtidig?

Kate Skjerning har taget udgangspunkt i sin egen adresse i Varde kommune på grænsen mellem Vadehavet og Vesterhav. En del af det, der kaldes Udkantsdanmark i medierne. Der opsøges af folk fra mere  befolkningstætte landsdele, fordi her er noget, der er en mangelvare i den anden udstillingsadresse København: Afstand mellem folk, afstand mellem hændelser, afstand mellem ting. Naturen i Vestjylland er der jo bare, vil vestjyderne selv sige, og fylder det meste. Kate Skjernings lysinstallation manipulerer med trafikantens skyklapper af målrettethed og inviterer til i en pause at åbne sig for naturen, lige dér, lige nu.

Hvis man fjerner sig fra menneskeophobningerne – ”menneskebadet” – og i stedet tillader alene-heden, kan man nyde de små lamper i Varde å både sanseligt og åndeligt. Som en zen-buddhistisk tegnings elegante spor af tusch over det tomme ark rækker perlekæden af små hvide måner ind i ådalens forløb. I mørkningen afspejler lamperne en bugtende vej ind i al-naturen. Væk går det fra den farbare asfalts menneskeverden ud i naturrummet. Et kort glimt af menneskets lidenhed viser sig. Stjernerne på himmelhvælvet (der som bekendt er stort på de vestjyske breddegrader!) trækker scenetæppet endnu mere væk fra én selv og efterlader beskueren uden fællesskabets varme efter solnedgangen. Som menneskeskikkelse usynlig for andre, overladt til eget selskab i hvad der i dagslys er et fabelagtigt smukt og romantisk å-landskab, befinder man sig i natten overfor ukendt og gammeldags farligt sumpterræn. Skal man ud i det, kræves både veludviklet nattesyn og vaders! Nøjes man med synsoplevelsen, giver de små lampers tavse måneskær i vandspejlet bløde smil i sindet.

Som kontrast til al denne vilde ensomhed står udstillingen i Officinet. Billeder og billedelementer i dynamiske grupperinger benytter sig af hver enkelt vægs rene udstillingsflade, og markerer tillige udstillingsrummet med visuelle spil og henvisninger fra væg til væg. Dråber af vand flyder forbindelser ud mellem væg og loft. Og med stakkato-rytmiske grupperinger af billeder, også i de øverste kroge eller nede på gulvhøjde, bliver ikke alene de enkelte billeder udstillede. De indtager rummet i en organisk totalinstallation.

Figurerne i billederne står sjældent alene, man møder dem i småflokke, forbidrivende, i intern samtale, iagttagende og lyttende. I billederne gør man som i byens fælles rum, man ’bader’ sig i andre menneskers tilstedeværelse – et udtryk, kunstneren har lånt hos Søren Kierkegaard. Han kaldte det at gå sine daglige ture, hvor han bevidst faldt i samtale med høj og lav rundt om i Københavns kvarterer, for at tage menneskebad. Disse gåture var meget vigtige for filosoffen og de er ligefrem blevet beskrevet som hans tankegang. Han knyttede både velvære og fremkomsten af sine filosofiske iagttagelser sammen med sine menneskebade og gåture.

Menneskebadet er altså befordrende for sundhed og indsigt: Kate Skjerning lader mange af sine figurer tumle i store vandmasser (fra Varde å, eller fra de dybere personlighedslag hvor følelserne rumsterer?), men ofte ser det ud som om de elegant og naturligt trives i det omskiftelige element. Modsat lyskuglerne i Varde å ser man ikke den enkeltes naturoplevelse sat i spil, men møder et rum badet i dialoger, henvendelser og brudstykker af levende tanker.

Figurerne har sære søjle- eller ormekroppe. Med en særlig skrabeteknik har Kate Skjerning skabt deres svungne, svajende kroppe, der uden lemmernes kropssprog overlader kommunikationen til ansigternes grafiske nerve. Hovederne er på spindesiden lånt fra kunsthistoriens ikoniske kvindefremstillinger og gengiver unge smukke idealer. På sværdsiden afspejler de mandlige kontrafejer kunstnerens portrættegninger fra nutidens græske cafeer, hvor virkelige og ukendte mænd endevender verdenssituationen og lever deres liv. De mange enkeltindivider i billederne skaber et broget menneskebad af unge og gamle, af han- og hunkøn og af fortrolige og fremmede ansigter. I dette menneskebad kan hver enkelt person påvirke jegets livsverden, lige som dette jeget igen kan berøre hver af deres – uanset, om de respektive billeder af personerne er forskønnet eller sanddru opfattet. Uanset om mødet er et stille møde for to ude i naturen, eller om det er menneskebadets hvirvlende omskiftelige udfordrende og livsnødvendige dans…

Og sådan føjer modsætningerne sig sammen i Kate Skjernings aktuelle univers af udstillinger. Det hverdagsagtige fører en stille dans med det ideale. Den enkelte føjer sig i runden med de mange. Naturen bøjer sig ikke for mennesket, men de to former sig med hinanden. Lyset understreger mørket. Det, der sker langt borte, kan også være mig til del – overfladens fællesskab og de inderste følelsers dyb vekselvirker. Når de små månelamper i Varde å er slukkede og borte, lyser stjernerne stadig over det vestjyske firmament. Men de lyser også over det københavnske, uanset om vi sanser dem eller ej i hverdagens menneskebad.