IndadSerien Indad startede med et projekt på Næsbjerg Skole, hvor jeg i samarbejde med elever og lærere skulle udsmykke skolen. Det overordnede tema blev "ornamentik", og en af de opgaver, jeg stillede eleverne udviklede sig videre i mine egne billeder. Opgaven lød på først at lave en "bund" med så forskellige stofligheder som muligt, og dernæst lægge et lag af ornamentik ovenpå. I min egen serie blev bunden lagt af tus-farve med salt (ligesom saltglasurer
og saltteknikken i silkemaling), og ovenpå er der to forskellige
mønstre, der går igen på mange forskellige måder.
Det er en langsommelig, nærmest meditativ arbejdsproces, med mange
lag på lag - en indbydelse til fordybelse. På den ene side håber jeg, mønstrene udstråler en slags ophøjet ro, på den anden side er roen el. nydelsen sat i skak af en til tider irriterende flimren og andre forstyrrelser. Det er en underholdende leg at sætte regler op - og så bryde dem igen med det samme. Jeg har kaldt serien "Indad". Det jeg søger med billederne er noget omkring fordybelse og "hvilen i sig selv" kontra overflade og facade. Gennemsigtigheden i lag på lag teknikken symboliserer sårbarheden i ærlighed og intensitet. Den beskyttende distance i f.eks. humoren kunne være et af lagene i billederne - en af forhindringerne for at nå ind til et menneske. Jeg prøver nok at fange små brudstykker af evige menneskelige
værdier." |