Kate Skjerning på Tirpitz-stillingen 2008-10
af Tom Jørgensen
I et bunkermuseum nær Blåvand på den jyske vestkyst
har man de sidste tre år
kunnet opleve noget forunderligt. De rå og nøgne betonrum,
et vidnesbyrd om den
tyske krigsmaskines perverse effektivitet, er blevet overtaget af
selve symbolet på
alt, hvad der er godt, smukt og sandt: blomster.
Det er kunstneren Kate Skjerning, der har været på
spil. Med sin såkaldte Tirpitz-trilogi har hun
skabt en totalinstallation, der involverer vægge, gulv og
og luft, samt det omgivende barske hedelandskab. I et par timer
omkring skumringen strømmer lysende blomsterformer ud fra
den ellers utilnærmelige bunker og gør stedet til en
magisk eventyrverden.
Mødet mellem den rå beton og de sarte blomster antyder
et spil mellem modsætninger, og det er da også Kate
Skjernings intention, at de tre udstillinger skal handle om det
maskuline overfor det feminine. På et værdimæssigt,
følelsesmæssigt og symbolsk plan.
Som det gennemgående blomstermotiv har Kate Skjerning valgt
mælkebøtten. Denne kønne ukrudtsplante har modsætningen
helt inde på livet: selve blomsten er køn og gul og
feminin, mens de flyvende frø i form såvel som i udseende
minder om sædceller på deres vej mod ægget.
I det hele taget bruger Kate Skjerning i Tirpitz-trilogien konsekvent
modsætningen mellem det maskuline og feminine. Fallossymboler
støder sammen med runde hule- og grotteformer. Maskuline
kraftudladninger sættes overfor feminin ynde. Handlekraft
møder passivitet. Tegninger sættes overfor hæklede
og strikkede værker.
Smykker, et traditionelt udtryk for kvindelige værdier, er
lavet af gamle ledninger, et materiale forbundet med maskuline normer.
Og så er der det overordnede fysiske møde mellem de
utilnærmelige grå betonflader og de æstetisk smukke
blomstermotiver.
Som Kate Skjerning selv erkender, er det hele imidlertid ikke så
sort/hvidt. I løbet af processen fandt hun ud af, at hun
ikke kun ville skildre feminiteten som blid, yndefuld og modtagende.
Blomsternes sensualitet er udadvendt og lidenskabelig, mens omvendt
de utilnærmelige betonvægge blødes op og nuanceres
i mødet med farverne og de pulserende og dynamiske former.
Grundtonen er ikke længere et enten/eller, men et både/og.
Ved at integrere tekster fra kontaktannoncer i værkerne bliver
det overordnede tema mere en æstetisk undersøgelse
af hvad det egentlig er, vi bruger kønsforskellene til. Og
hvordan vi overkommer dem uden at miste vores grundlæggende
identitet.
Kate Skjernings bud er i hvertfald klart. I hendes mangefacetterede
og æstetisk meget smukke totalinstallation forsvinder dualiteten
mellem det mandlige og kvindelige i en symbiose. En vekselvirking,
et gensidigt afhængighedsforhold som mellem flod og ebbe,
hvor man ikke kan tale om det ene uden også at nævne
det andet.
Hermed løftes kønsproblematikken op på et højere,
både mere meningsfuldt og konstruktivt plan. Og når
det er gjort med en så dragende sanselighed, som det er lykkedes
for Kate Skjerning med sin Tirpitz-trilogi, viser det til fulde,
hvad moderne eksperimenterende kunst kan gøre, når
den er allerbedst.
|