Kate Skjerning på Tirpitz-stillingen 2008-10

af Tom Jørgensen

I et bunkermuseum nær Blåvand på den jyske vestkyst har man de sidste tre år
kunnet opleve noget forunderligt. De rå og nøgne betonrum, et vidnesbyrd om den
tyske krigsmaskines perverse effektivitet, er blevet overtaget af selve symbolet på
alt, hvad der er godt, smukt og sandt: blomster.

Det er kunstneren Kate Skjerning, der har været på spil. Med sin såkaldte ”Tirpitz-trilogi” har hun skabt en totalinstallation, der involverer vægge, gulv og og luft, samt det omgivende barske hedelandskab. I et par timer omkring skumringen strømmer lysende blomsterformer ud fra den ellers utilnærmelige bunker og gør stedet til en magisk eventyrverden.

Mødet mellem den rå beton og de sarte blomster antyder et spil mellem modsætninger, og det er da også Kate Skjernings intention, at de tre udstillinger skal handle om det maskuline overfor det feminine. På et værdimæssigt, følelsesmæssigt og symbolsk plan.

Som det gennemgående blomstermotiv har Kate Skjerning valgt mælkebøtten. Denne kønne ukrudtsplante har modsætningen helt inde på livet: selve blomsten er køn og gul og feminin, mens de flyvende frø i form såvel som i udseende minder om sædceller på deres vej mod ægget.

I det hele taget bruger Kate Skjerning i Tirpitz-trilogien konsekvent modsætningen mellem det maskuline og feminine. Fallossymboler støder sammen med runde hule- og grotteformer. Maskuline kraftudladninger sættes overfor feminin ynde. Handlekraft møder passivitet. Tegninger sættes overfor hæklede og strikkede værker.
Smykker, et traditionelt udtryk for kvindelige værdier, er lavet af gamle ledninger, et materiale forbundet med maskuline normer. Og så er der det overordnede fysiske møde mellem de utilnærmelige grå betonflader og de æstetisk smukke blomstermotiver.

Som Kate Skjerning selv erkender, er det hele imidlertid ikke så sort/hvidt. I løbet af processen fandt hun ud af, at hun ikke kun ville skildre feminiteten som blid, yndefuld og modtagende. Blomsternes sensualitet er udadvendt og lidenskabelig, mens omvendt de utilnærmelige betonvægge blødes op og nuanceres i mødet med farverne og de pulserende og dynamiske former.

Grundtonen er ikke længere et enten/eller, men et både/og. Ved at integrere tekster fra kontaktannoncer i værkerne bliver det overordnede tema mere en æstetisk undersøgelse af hvad det egentlig er, vi bruger kønsforskellene til. Og hvordan vi overkommer dem uden at miste vores grundlæggende identitet.

Kate Skjernings bud er i hvertfald klart. I hendes mangefacetterede og æstetisk meget smukke totalinstallation forsvinder dualiteten mellem det mandlige og kvindelige i en symbiose. En vekselvirking, et gensidigt afhængighedsforhold som mellem flod og ebbe, hvor man ikke kan tale om det ene uden også at nævne det andet.

Hermed løftes kønsproblematikken op på et højere, både mere meningsfuldt og konstruktivt plan. Og når det er gjort med en så dragende sanselighed, som det er lykkedes for Kate Skjerning med sin Tirpitz-trilogi, viser det til fulde, hvad moderne eksperimenterende kunst kan gøre, når den er allerbedst.