

Under en Sort Sol
Rundetårn 2012
Lone Schloo Erhardsen om Kate Skjernings installation:
Sarte, fnuglette blomsterfrø hører sammen med grove hæklede træer. Store tegninger med et organisk væld af gentagelser i yndefulde sammenstød mellem kompositionens dele er også en del af Skjernings register. Hun arbejder ud fra sine tegninger med installationer af stor mystisk skønhed. En brutal bunker fra 2. Verdenskrig bliver i hendes hænder til den perfekte ramme for – og del af – æstetiske, sanselige og konstruktive værker, der kredser om det maskuline og det feminine. Modsætningerne konfronteres, og Skjerning afslører med sine værker, hvordan de evige møder ikke begrænses til fastforankrede kønsroller. Tværtimod pulserer den indbyrdes afhængighed og den poetiske vekselvirkning mellem det mandlige og det kvindelige.
Hendes virke er præget af den særlige blanding af intuition og refleksion, på baggrund af hvilket hun skaber billeder, skulpturer og installationer med åben magi. Skjernings kunst opfordrer til fornyet fortolkning af ’Mand’ og ’Kvinde’ og lægger med sin sanselighed samtidig op til ordløs erkendelse. Materialerne kan være velkendte nok, men de er uvante og ofte meget fysiske at opleve i hendes kunstneriske produktion. Her er udadvendt kraft i det rustikke og stædige håndarbejde, og også en skrøbelig forgængelighed i de fundne materialer som mælkebøtte-frøstande.